
Samtalesalon i Husum Kirke sætter fokus på de skjulte kvinder i den tidlige kristne kirke med udgangspunkt i Maria Magdalene. ”Enhver tid skabte sin egen Maria Magdalene,” forklarer forfatter og teolog Lisbet Kjær Müller, der gæster kirken tirsdag den 2. maj kl. 19.00-21:00 til en samtale med sognepræst Frederik Teglberg Damm.
Han ser frem til dialogen med Lisbet Kjær Müller, som bl.a. har skrevet bogen: ”Maria Magdalene: fra apostel til prostitueret”. Heri belyser hun hvordan synet på Maria Magdalene gennem tiden har vekslet i takt med det skiftende syn på kvinden, kroppen og ånden.
”Vi vil rette blikket mod nogle af de stærke men oversete kvinder, der spillede en stor rolle i den tidlige kristne kirke – ikke mindst Maria Magdalene, som ifølge Johannesevangeliet hører til i inderkredsen omkring Jesus og er den første forkynder”, siger Frederik Teglberg Damm.
”At det var en kvinde, der var den første til at fortælle disciplene om den tomme grav, hvilket er fundamentet i kristendommen, er revolutionerende og meget tankevækkende, særligt set i lyset af kvindernes tidligere underordnede status - den første kvindelige præst herhjemme blev fx ordineret for bare 75 år siden”, siger Frederik Teglberg Damm.
Tid og sted:
Tirsdag den 2. maj kl. 19.00 -21.00 i Husum Kirke
Der er mulighed for spørgsmål og dialog. Der serveres lidt at drikke og tapas i pausen.
Det er gratis at deltage. Mød bare op.